
Dæmpende signaler
Lær at genkende hestens stresstegn, og læs hvad du kan gøre for, at stressen ikke tager til i styrke.
Annonce
Annonce
Annonce

forside / vidensbank / sådan spotter du de første tegn på stress hos turhesten
Når vi rider vores heste i naturen, er der mange ting, den skal forholde sig til. Vilde dyr, cykellister, løbere, andre ryttere, låger, broer, trafik og køer er bare nogle af de ting, som hesten skal kunne rumme. Hvis hesten så ovenikøbet er et nyt sted, er blevet kørt i trailer, eller det er blæsevejr, så kommer hestens nervesystem for alvor på arbejde. Derfor kan det ikke undgås, at selv den mest rutineret og rolige hest, kan blive ramt af stress i større eller mindre grad.
Stress kan blive farligt
De fleste ryttere ved, hvordan en stresset hest ser ud. Den løfter halen, vandrer frem og tilbage, får stressmave, løfter hovedet højt, udspiler næseborene, puster sig op og prøver at lægge afstand til den eller det, der stresser den. Hvis stressen eskalerer, kan hesten finde på at vende rundt og løbe, bukke eller stejle. Og så begynder det at blive farligt. Derfor er det godt at kunne aflæse hesten, og genkende de første små tegn på, at din hest bevæger sig op i stressniveau.
De første, nærmest usynlige, tegn på stress
Rachaël Draaisma har skrevet bogen ’Language Signs & Calming Signals of Horses’, hvor hun kortlægger de mange signaler, som heste bruger til at kommunikere. Når hesten blinker, tygger, gaber, drejer hovedet eller halsen, strækker kæben, tygger med tungen ude, går langsomt eller stopper op, eller bruger et af de andre 11 dæmpende signaler, som Rachaël har observeret hos heste, så er det tegn på, at der er noget, der får hestens stressniveau til at stige.
.png)
Mild stres kan hurtigt eskalere
Heste bruger dæmpende signaler til at berolige sig selv, samt at fortælle omverden, at den ikke ønsker en konflikt. En hest der udviser dæmpende signaler til en anden hest, vil langt de fleste gange få dæmpende signaler retur. Heste er nemlig gode til at fortælle hinanden, at de ikke ønsker en konflikt. Men fordi heste også bruger dæmpende signalerne til at berolige sig selv, kan du opleve, at din hest udviser dæmpende signaler, når I skal forbi en sten eller gravko. Også selvom objekterne ikke kan kommunikere tilbage.
Hvis hesten ikke har succes med at berolige sig selv eller omverden med dæmpende signaler, kan stressniveauet stige hos hesten, og den kan fx finde på at klø hovedet på forbenet eller svinge med hovedet. Det hedder overspringshandlinger, og der er ikke lang fra at hesten udviser overspringshandlinger, til den er decideret stresset.
Lad hesten berolige sig selv
Når hesten viser de første, nærmest usynlige, tegn på stress, er det vigtigt, at du lader hesten udtrykke sig. Lad os tage et eksempel. Hvis der kommer en cykellist mod dig, og din hest stopper op og drejer hovedet væk, bør du ikke trække dens hoved tilbage på plads, eller bede den om at gå fremad. Hvis du gør det, forhindrer du den i at bruge dæmpende signaler til at berolige sig selv, og derfor er der større risiko for, at hesten bevæger sig op i stressniveau.
De fleste heste bruger udvalgte dæmpende signaler til at udtrykke sig, og når du har lært din hests signaler at kende, er det nemt at aflæse den og finde ud af, hvornår den begynder at blive en lille smule stresset.
Annonce

Annonce

Annonce
