Heste reagerer mindre, når de ser nye ting fra højre side først
- Christine Nielsen
- 29. feb. 2024
- 2 min læsning

Vi har tradition for at håndtere heste fra venstre side. Vi går på deres venstre side, når vi trækker med dem, vi sadler dem op fra venstre side, vi stiger op fra venstre side, og vi præsenterer hesten for nye ting fra venstre side. Det gør vi måske, fordi mange af os er højrehåndede, og vi derfor føler, at vi har bedre kontrol over hesten, hvis den er på vores højre side.
Et forskningsforsøg fra Australien viser imidlertid, at heste reagerer mere på en “farlig ting”, når den farlige ting er på hestens venstre side frem for på hestens højre side. I forsøget flygtede hestene i gennemsnit lidt over 5 meter, når de mødte noget farligt på deres venstre side, og blot 1,5 meter når de mødte noget farligt på deres højre side.
Forsøget viste også, at de heste, der startede med at få det farlige vist på venstre side, reagerede mere, når de så samme ting fra højre side, end de heste der startede med at få det farlige vist fra højre side. De heste der startede med at få det farlige vist fra højre side, reagerede på næsten samme måde, når det farlige kom om på deres venstre side.
Hestene der startede med at se noget farligt på deres højre side, flygtede omkring 1,5 meter, og de flygtede også 1,5 meter når det efterfølgende kom over på deres venstre side. De heste, der startede med at se det farlige på venstre side (hvor de flygtede 5 meter), flygtede knap 2,5 meter når det farlige kom om på deres højre side.
Næste gang du skal præsentere din hest for noget nyt, eller din hest reagerer på noget, når I er på tur, så prøv at placere hesten, så det skræmmende er på dens højre side. På den måde minimerer du risikoen for, at hesten reagerer voldsomt næste gang den ser tingen - også selvom tingen kommer fra venstre side.
Hvis du vil læse detaljerne om forsøget, kan du gøre det her: www.researchgate.net/publication/6126659_Asymmetry_of_flight_and_escape_turning_responses_in_horses
Comments